Filmpris uddeles lørdag

Lørdag klokken 19 kan alle komme til gratis filmfremvisning samt filmprisuddeling i Katuaq i Nuuk.
Skrevet af Karsten Sommer
26. februar 2016 05:16

Det sker, når den grønlandske filmbrancheforening FILM.GL for tredje gang uddeler foreningens filmpris, Innersuaq.

Filmprisen uddeles én gang om året til en film, en person, et projekt eller et initiativ, der har haft betydning i den voksende grønlandske filmbranche i det forgangne år.

I forbindelse med filmprisen vises den danske spændingsfilm, "Gudsforladt", som den grønlandske filmskaber og filmfotograf Ulannaq Ingemann har været cheffotograf og medudvikler på.

Den prisvindende undergrundsfilm, skabt af den danske filminstruktør Kasper Juhl i tæt samarbejde med Ulannaq Ingemann, bliver introduceret af Ulannaq Ingemann ved arrangementet i Katuaq på lørdag.

Efter filmen vil publikum få afsløret, hvem der i år skal modtage Grønlands svar på Oscar-statuetten?

Den første prisvinder var Tumit Productions i 2013 for deres arbejde med talentudvikling i grønlandsk film, mens Anorak film i 2014 fik prisen for deres doukumentarfilm om rockruppen Sume.