FIFA udsætter besøg til Grønland

Det Internationale Fodboldforbund FIFA’s præsident, Sepp Blatters planlagde besøg til Grønland er udsat til august eller september.
Skrevet af Karsten Sommer
07. juli 2010 05:29

Sepp Blatter er for tiden i Sydafrika hvor han følger VM i fodbold, og det er på grund af møder i forbindelse med afslutningen af VM, at Sepp Blatter nu må udskyde sin planlagte rejse til både Grønland og Færøerne. Det meddeler Grønlands Idrætsforbund, GIF.

Sepp Blatter er verdensfodboldens mest indflydelsesrige mand, og han vil besøge Grønland for at opleve de forhold som fodbolden er underlagt her i landet. Samt ikke mindst se den nyanlagte kunstgræsbane i Qaqortoq, som er blevet etableret med stor økonomisk hjælp fra FIFA.

I den forbindelse har GIF´s formand Nuka Kleemann udtrykt håb om at Sepp Blatters besøg kan skabe grobund for etablering af flere græsbaner i de grønlandske byer.

Ud over Qaqortoq er det planlagt at Sepp Blatter og hans delegation skal besøge Nuuk og Ilulissat.

Men nu er besøget udsat, foreløbig til august - eller starten af september, skriver GIF.