Fem nye Sirius-folk er klar

Forude venter 26 måneder på patrulje i Nordøstgrønland.
Skrevet af Karsten Sommer
17. juni 2009 06:17

Fem kommende Sirius-slædepatruljemænd er nu klar til at afløse det nuværende Sirius-hold. Fra juli og 26 måneder frem, skal de stå for patruljeringen langs Grønlands nordlige østkyst. Det fortæller Søværnets hjemmeside.

Syv SIRIUS-aspiranter begyndte på forskole i november sidste år, og siden har de blandt andet været igennem våbenkursus, jagtkursus, røgdykkerkursus og sprængningskursus. En speciel del af forskolen har været et symaskinekursus, hvor de syv unge mænd har lært at sy og reparere tøj, som de kommer til at bruge i det nordlige Grønland.

I februar var de syv soldater på vintertræning i Mestersvig for at lære at begå sig i arktis, og derefter blev to af aspiranterne sorteret fra, og nu er de sidste fem altså klar til afgang.

De er lige nu i Aalborg, hvor de hjælper til med at pakke årets forsyninger, der skal sendes op med det årlige containerskib.

Den 16. juli flyver de fem nye SIRIUS’er nord på, hvor de skal afløse det nuværende hold, med patruljering i to-mands-slædehold langs den nordlige østkyst.