Faste rammer sikrer bedre skoleresultater

Faste rammer i hjemmet betyder mere end den sociale baggrund baggrund, når det gælder børnenes præstationer i skolen,viser en undersøgelse.
Skrevet af Martine Lind Krebs
20. marts 2012 12:54

Faste sengetider, aftaler om at være hjemme til en bestemt tid, madpakkerutiner, morgenmad og krav om lektielæsning. Den slags har større betydning for om en skoleelev klarer sig godt, end forældrenes uddannelse, erhverv og indkomst. Det viser en undersøgelse fra bygden Itilleq foretaget af skoleinspektør Jimmy Hymøller.

Det vender op og ned på alt det, man hidtil har antaget om negativ social arv, siger professor Peter Allerup fra Danmarks Pædagogiske Universitet, der nu vil undersøge fænomenet nærmere.

Peter Allerup kom selv på sporet af resultatet, da han via tal fra Grønlands Statistik konstaterede, at elevernes præstationer ikke kunne sammenkædes med deres socio-økonomiske baggrund.

En elev af lavtuddannede forældre og fra et hjem med begrænsede økonomiske midler kunne høste lige så gode eller bedre karakterer end en elev fra et hjem med bedre sociøkonomiske forhold, konstaterede han.

Skoleinspektør Jimmy Hymøller var ikke overrasket over resultatet, og kunne fortælle Peter Allerup om sin egen undersøgelse, der viste en sammenhæng mellem faste rammer og skolepræstation.

Resultatet er både overraskende og opløftende, fordi faste rammer er noget, der er lettere at ændre ved end socio-økonomiske faktorer, siger Peter Allerup:

- Det peger jo tilbage på en mulighed for at gøre noget. Den negative sociale arv refererer til nogle variabler, som man ikke rigtig kan gøre noget ved.

Forældrenes uddannelse, erhverv og indkomst er jo historiske ting. De faste rammer er en anderledes håndfast, nutidig variabel, som man kan gå ind og manipulere på.

Efter planen skal 800 grønlandske elever fra 3 og 7. klasse til sommer deltage i en nærmere undersøgelse af sammenhængen, og næste år skal 2000 indbefattes i undersøgelsen.