Fast flytrafik til Canada ønskes

ICC hilser med glæde den nye samarbejdsaftale, som Naalakkersuisoq for Uddannelse Palle Christiansen forleden underskrev mellem Selvstyret og Nunavut, i forbindelse med indvielsen af Nunavuts første højskole. Men hvis samarbejdet skal lykkes, er det nødvendigt med en bedre flyforbindelse.
Skrevet af Karsten Sommer
09. maj 2011 06:24

Vicepræsident for ICC Grønland, Hjalmar Dahl siger:

- Samarbejde indenfor uddannelse, kultur og sprog mellem inuit i Arktis var i sin tid en af de fundamentale baggrunde for dannelsen af ICC. Og de kommende udvekslingsarrangementer må ses som nye muligheder til gavn for Inuit ungdommen.

Han påpeger at det ikke er første gang at den slags aftaler er indgået mellem Nunavut og Grønland, men at det hidtil ikke har ført til mange konkrete projekter. Især nedlæggelse af den direkte flyrute mellem Grønland og Canada i forrige årti, har gjort det dyrt og besværligt at gennemføre fælles arrangementer.

- Den ny aftale for unge mellem Grønland og Nunavut gør vort ønske om genåbning af lufttrafikken mellem vore respektive lande endnu større. En flyrute mellem Grønland og Canada vil være en forudsætning for at det vigtige samarbejde mellem unge inuit får succes, lyder det fra ICC Grønlands Hjalmar Dahl.