Farvel til grønlandsk SU

Det er slut med at vælge mellem dansk og grønlandsk SU, når man studerer i Danmark. Fremover er det Danmark, der betaler.
Skrevet af Martine Lind Krebs
03. januar 2013 10:01

For langt de fleste studerende vil det nye system være en fordel. Det vurderer uddannelsesvejleder i Det Grønlandske Hus Pia Rosing Heilmann.

- De studerende i Danmark bliver faktisk bedre stillet. De får en højere støtte på over 1000 kroner mere, der er nogle skattefordele, og så får de stadig særydelser fra Grønland, som de altid har haft, siger hun.

De grønlandske særydelser omfatter blandt andet frirejser, bogstøtte, medicin, psykolog- og tandlægehjælp.

Endnu har Det Grønlandske Hus i København ikke oplevet de store reaktioner fra de studerende.

- For den studerende er det helt klart en bedre ordning. Men nu må vi jo se, det er så nyt endnu, så vi kan ikke komme med en evaluering endnu, siger hun.

Der er dog en væsentlig forskel mellem de to SU-systemer. De såkaldte fjumreår for de studerende i Danmark forkortes nemlig.

Den grønlandske studiestøtte kan gives helt op til 82 måneder, mens den danske stopper efter 70 måneder, svarende til uddannelsens normerede tid og 10 måneder ekstra.

- Det er et minus, fordi de grønlandske studerende nogle gange har lidt sværere ved det, fordi det foregår på dansk eller engelsk, siger Pia Rosing Heilmann.

Overgangen fra grønlandske til dansk SU har for mange studerende givet en lidt ekstra sød start på det nye år. Den grønlandske SU er nemlig tilbagebetalt, mens den danske er forudbetalt. Så mange kan denne måned nyde godt af en dobbeltudbetaling.

Den nye ordning gælder kun studerende over 20 år. Yngre studerende i Danmark vil fortsat modtage uddannelsesstøtte fra Grønland, indtil de fylder 20.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra de studerende i Danmarks organisation Avalak.