Farvel til fysisk post: Fra næste år flyver dine breve digitalt

Du kan dog fortsætte med at modtage gammeldags papirbreve - men så skal du ansøge om det.
Årsopgørelser fra Skattestyrelsen og oplysningsbreve fra kommunen vil fra næste år lande i din e-boks. Foto © : Jens Östman, KB/Flickr Creative Commons
Skrevet af Malik Brøns
24. september 2020 13:25

- Fra den 1. januar 2021 har alle borgere fra 15 år pligt til at tjekke deres digitale postkasse på e-Boks, da de skal kunne modtage vigtig post fra offentlige myndigheder.

Det skriver Selvstyret i en pressemeddelelse.

Om Digital Post

 

Offentlige myndigheder er for eksempel institutioner og virksomheder under kommunerne og Grønlands Selvstyre.

 

Brevene kan for eksempel være årsopgørelser fra Skattestyrelsen og oplysningsbreve fra kommunen.

 

Du kan også modtage digital post fra private virksomheder. Det forudsætter dog, at den private virksomhed er tilmeldt e-Boks, ligesom at du også skal være tilmeldt.

 

Du skal være opmærksom på, at du kun kan modtage post fra private virksomheder, hvis virksomheden har tilmeldt sig e-Boks.

 

Kilde: Naalakkersuisut

Allerede i dag kan man bruge e-boks - men fra nytår er det ikke længere valgfrit. Så er det et krav, at man tjekker sin digitale postkasse, for da vil post fra offentlige myndigeder lande dér.

Det gør man ved at gå ind på www.e-boks.dk. Man kan også downloade en app på mobilen. Hvis man ikke har et NemID, skal man henvende sig til sin kommune, banken eller gå ind på www.nemid.nu.

Hvis man ikke har mulighed for at bruge den elektroniske postkasse, kan man søge om fritagelse. Får man fritagelse kan man blive ved med at modtage gammeldags papirbreve. 

Vil man det, skal man henvende sig til den nærmeste borgerservice.

Selvstyret har sat en ansøgningsfrist for forskellige aldersgrupper, som stadig ønsker at modtage pairbreve:

- Den 31. oktober 2020 er ansøgningsfrist for personer, der den 1. januar 2021 er under 30 år.

- Den 30. november 2020 er ansøgningsfrist for personer, der den 1. januar 2021 er under 50 år.

- Den 31. december 2020 er ansøgningsfrist for personer, der den 1. januar 2021 er under 70 år.