Farvel til direktøren for Nuuk TV

Uden varsel siger Nuuk TV i dag farvel til firmaets direktør Jens Olsen. Der gives i en kort pressemeddelelse ingen grund til direktørens pludselige fratræden. Indtil videre vil medarbejdernes repræsentant i bestyrelsen Jacob Olesen stå for den daglige ledelse af Nuuk TV.
Skrevet af Peter Troelsen
28. januar 2013 12:30

Bestyrelsen for Nuuk TV mødes i nærmeste fremtid for at tage stilling til stationens fremtid og den ledelsesstruktur stationen vil have fremover. Det forventes at formanden for bestyrelsen i Nuuk TV Orla Dalager vil få en mere fremtrædende position imens der findes en ny direktør.

Jacob Olesen udtræder af bestyrelsen, indtil der er fundet en ny daglig leder af Nuuk TV.

Det var en meget fåmælt bestyrelsesformand knr.gl fik i røret, da Orla Dalager blev kontaktet.

Vil du fortælle hvorfor Jens Olsen ikke mere er direktør hos Nuuk TV? Nej, var det korte svar fra Dalager.

Han var en anelse mere snakkesalig, når talen faldt på ansættelsen af en afløser for Jens Olsen.

-Vi har ikke planer om at ansætte en direktør. I stedet for satser vi på en daglig leder, der har styr på, hvad der foregår i hele huset. Vi har været glade for samarbejdet med den nu afgåede direktør og takker for hans store arbejde med opbygningen af Nuuk TV til det, der er i dag, fastslår Orla Dalager overfor knr.gl.