Farezone ophævet i Innaarsuit

Politiet har onsdag ophævet farezonen i Innaarsuit efter samråd med redningsberedskabet i Avannaata Kommunia. Det oplyser de i en pressemeddelelse.
Skrevet af Kenneth Elkjær
18. juli 2018 14:28

Det betyder, at de sidste borgere kan vende tilbage til deres huse, og butikken kan igen holde åben. Børn og dårligt gående skal dog fortsat undgå at opholde sig tæt på stranden eller ved kajen.

Politiet oplyser, at isbjerget ikke har rykket sig de senere dage. Men det har kælvet flere gange, og isfjeldet er løbende blevet mindre.

Det vurderes også, at bygden er beskyttet af en klippevæg i den nordlige ende af Innaarsuit, hvor isfjeldet ligger tættest på.

Politiet gør opmærksom på, at borgerne skal holde øje med isfjeldet og give myndighederne besked, hvis der sker større ændringer.

For en uge siden stødte et stort isfjeld på grund ud for bygden. De lokale borgere frygtede, at isfjeldet ville kælve og udløse en flodbølge. Natten mellem fredag og lørdag drev isfjeldet 500-600 meter mod nord, væk fra bygdens indsejling. Der ligger det fortsat.

LÆS OGSÅ Se isfjeld ved Innaarsuit flytte sig