"Fantastisch!" Tyske aviser roser grønlandske skuespillere

Der er roser i tysk presse til de 2 grønlandske skuespillere Vivi Sørensen og Makka Kleist, som siden midten af maj har spillet teater i Tyskland.
Skrevet af Karsten Sommer
05. juni 2010 13:42

De medvirker i den tyske teatergruppe Das Letzte Kleinod's stykke om hvalfangere fra den nordtyske ø Spiekeroog, der i 1700-tallet isede inde i Diskobugten og endte med at tilbringe et par år i Qeqertarsuaq, før de blev genforenet med deres familier.

- Vivi Sørensen og Makka Kleist giver hele opførelsen autencitet, skriver avisen Inselbote, der kalder stykket et fantastisk projekt med en historie, der giver tilskuerne gåsehud.

De oplever også stykkets blanding af tysk og grønlandsk tale som meget velfungerende.

I de næste par uger får også det grønlandske publikum mulighed for at opleve den tysk-grønlandske forestilling, som hedder "De fortabte sønner" - "Die Verlorene Söhne".

Dels spilles stykket i Katuaq i Nuuk den kommende fredag og lørdag, og dernæst opføres det i Uummannaq i byens gamle spækkogeri.