Fangere tjener ekstra på turisthytter

I Østgrønland har lokale fangere mulighed for at få en ekstraindtægt ved at opføre og drive hytter til turister. Og interessen fra fangerne er stor.
Skrevet af Rune Langhoff
06. september 2011 13:36

Lokale fangere i Ammassalik-området har igennem de sidste to år opført 7 turisthytter, som de selv ejer og driver. Hytterne leveres og finansieres primært af turistorganisationen Destination East Greenland, mens fangerne betaler en mindre andel, selv står for opførelsen af hytterne og også nyder godt at indtægter ved udlejning.

Men projektet er langt fra slut her. Planen er yderligere otte hytter de næste to år.

- Først runde var for folk i bygderne, anden runde for folk fra byer og i næste runde giver vi igen folk fra bygderne mulighed for at opføre deres egen hytte, og der er faktisk stor interesse - også fra de, der allerede har lagt en stor indsats i at bygge deres første hytte. De kan helt klar se potentialet, fortæller direktør i Destination East Greenland, Pia Anning Nielsen, der fastslår, at områdets fangere er begejstrede for projektet.

- Det er en meget stor tilfredsstillelse for dem at bygge en hytte i et område, hvor de for eksempel er født. Det betyder også, at de kan sælge området langt bedre end os, fordi de har en oprindelig tilknytning til stedet.

Og mens projektet altså giver ekstraindtægter til områdets fangere, skal hytterne på sigt også betyde et bedre tilbud til de turister, der vil besøge området:

- Målet er at skabe et turistprodukt, et samlet hyttenetværk, som kan udbydes både om sommeren og vinteren for både vandreturister, kajakturister og hundeslædeturister.

Fordi hyttenetværket endnu ikke er fuldt udbygget, har man endnu ikke reklameret bredt for muligheden til potentielle turister, men der er dog allerede folk, som bruger hytterne:

- Vi har ikke selv udlejet hytterne meget her fra vores kontor, men jeg ved, at nogle af hytterne er blevet brugt meget til hundeslædeturisme i vinters og i samarbejde med turoperatører. Hytteejerne selv har også taget turister med ud til hytterne, siger lød det fra Pia Anning Nielsen, direktør i Destination East Greenland.

De syv hytter er spredt ud over hele Ammassalik-området og er mellem 6 og 14 kvadratmeter store.