Fangere tager til Afrika

To unge canadiske inuit-fangere er taget den lange vej fra bygden Arviat i Nunavut til COP17-konferencen i Durban i Sydafrika.
Skrevet af Karsten Sommer
05. december 2011 06:25

Jordan Konek på 23 og hans 21-årige fætter, Curtis Konek, tager til COP17 med deres personlige beretning om den globale opvarmnings konsekvenser for fangerkulturen i Nunavut.

- Sneen i vores bygd Arviat ved Hudson bugten falder meget senere end før, og smelter hurtigere end vi har været vant til, fortæller de to unge fangere, der også melder om flere fanger-kollegaer der falder igennem isen, og isbjørne, der er så desperate i deres jagt på føde, at de ofte hjemsøger skraldespande og dumpe i Nunavuts bygder.

- Vi inuit, ser konsekvenserne af den globale opvarmning lige foran vores øjne, og det er nødvendigt at få resten af verden til at kende til det. For hvis vi ignoreres, og intet sker for at stoppe det, kan det blive døden for vores kultur, siger Jordan Konek til den canadiske avis Globe & Mail.

Og netop Canada står i disse dage for skud blandt miljøfolk på COP17-konferencen, efter at landets premierminister Stephen Harper forleden lod forstå at Canada har tænkt sig at trække sig fra en eventuel ny juridisk bindende aftale om CO2-udledning.

Grønland har fra i dag de to Naalakkersuisut-medlemmer Jens B. Frederiksen og Anthon Frederiksen på plads til COP17 i Durban, når de politiske forhandlinger om en afløser for Kyoto-aftalen i denne uge går i gang.