Familien Olsen lægger arm om guideuddannelse

Siumuts Bernhardt Olsen får nu modstand på et politisk forslag fra sin egen datter, Nivi Olsen, der er kandidat for Demokraterne. Hun mener ikke, at der er nogen grund til at flytte turismeuddannelsen fra Qaqortoq til Ilulissat.
Skrevet af Apollo Jeremiassen
27. oktober 2014 13:22

- Den skole, der er opbygget i Qaqortoq, er opbygget igennem mange år, og nu har de lige sammensat den til en stor skole. Det er ikke nogen god idé at splitte den skole ad på den måde, siger Nivi Olsen (D) til KNR.
 
Campus Kujalleqs turistguideuddannelse skal forblive i Kujalleq, men forbedre sine bånd og netværk i Ilulissat, mener Demokraternes nye Inatsisartut-kandidat. Med den holdning lægger hun sig ud med sin egen far, der er erfaren politiker fra Siumut. Bernhardt Olsen sagde for nylig til Radioavisen, at han mener guideuddannelsen bør ligge i den største turistby Ilulissat.

Læs også Bernhardt Olsen (S): Flyt turismelinjen til Ilulissat

Ilulissat-kandidat Bendt B. Kristiansen fra Inuit Ataqatigiit bakker Nivi Olsen op. Det vigtigste for turismens fremtid er ikke hvor i landet skolen ligger, men at der kommer nok stærke elever, siger han.
 
- Grundlæggende, mener jeg, det er lidt underordnet, hvor uddannelsen ligger henne. Bare vi har de nødvendige elever, så skal de nok også komme her til byen for at arbejde i praktik en del af tiden, det er jeg sikker på, siger han.
 
Siumuts Pitsi Høgh, der er en af turismen i Sydgrønlands stærke stemmer, ønsker ikke at vælge side i spørgsmålet, men fremhæver, at uddannelsen i Qaqortoq står stærkt i øjeblikket.

 

Læs også Se eller gense vælgermødet fra Ilulissat