Familie ramt af fnat for femte gang: Der er ingen medicin til os

En familie i Nanortalik er hårdt ramt af fnat. Men de kan ikke få udleveret den creme, de skal bruge til behandlingen. Sundhedsvæsenet bekræfter, at fnat er et problem i hele landet.
02. oktober 2020 05:48

Først klør det. Så kommer der ofte udslæt, røde knopper eller små vabler.

Sådan er det at have fnat, og Marina Anthonsen fra Nanortalik kan i den grad skrive under på, at det er ubehageligt.

Hun er gift og har tre små børn, og hele familien har haft problemer med fnat siden slutningen af juli sidste år.

Hvad er fnat?

 

  • Fnat er en meget kløende hudlidelse.
     
  • Man får den, fordi fnatmiden, dens afføring og æg stimulerer vores immunforsvar til at gå til angreb og derfor begynder det at klø.
     
  • Fnat kan brede sig meget hurtigt på steder, hvor der er mange børn og unge samlet og tæt på hinanden - for eksempel i børnehaver og på skoler.

 

  • Der går tre uger, fra man er blevet smittet, til kløen begynder. Den kan være så ubehageligt, at den smittede ligefrem kradser huden til blods.

 

  • Fnatmiden elsker varme, derfor er kløen ofte til at overskue i dagtimerne, men om natten, når man er krøbet under dynen, vågner miderne og går i gang med at rumstere, og kløen kan blive fuldstændig uudholdelig

Kilde: netdoktor.dk

Faktisk har de haft det fem gange, og det går Marina Anthonsen på.

- Jeg er så træt af at blive smittet. Vi er desværre hårdt ramt, vi har været nødt til at blive hjemme flere gange og ikke tage på arbejde, siger hun.

LÆS OGSÅ Nuuk ramt af mindre fnatudbrud

Marina Anthonsen arbejder til daglig som timelærer på en folkeskole. For at undgå at smitte sine elever har hun været nødt til at blive hjemme flere gange det sidste år.

Ramt både fysisk og psykisk

Første gang, at fnat fik sit tag i familien, var i slutningen af juli sidste år. Og det var både pinligt og hårdt, fortæller Marina Anthonsen.

- Første gang, man får fnat, er det pinligt. Det er ikke sjovt. Man føler sig som en dårlig mor, der ikke passer sine børn ordentligt, siger hun og fortæller, at det også påvirker de praktiske gøremål i hendes hverdag:

- Vi vasker meget mere tøj samtidig med, at vi har de almindelige opgaver som arbejde, madlavning og at bade børnene. Det har haft konsekvenser for mig. Jeg er stresset, og det er hårdt både fysisk og psykisk.

Ifølge Marina Anthonsen døjer flere borgere i byen med fnat for tiden. Derfor er der flere, der har brug for en særlig creme, som man bruger til at behandle det med.

Og det har resulteret i, at der mangler creme til dem, der er smittet.

- Lige nu er der ikke noget medicin til os. Vi har fået at vide, at det er fordi, der er så mange, der har fnat. Vi er ikke de eneste i byen, der har det, siger hun. 

Selvstyrets sundhedsledelse bekræfter, at at fnat er et problem i hele landet.

Og de erkender, at der er problemer med at skaffe medicin til bekæmpelsen af fnat.