Facebook strammer live-regler efter angreb i Christchurch

Nu vil Facebook stramme sine regler for funktionen Facebook Live, hvor brugere kan vise videoindhold direkte på det sociale medie.
- Efter de forfærdelige terrorangreb i New Zealand har vi kigget på, hvad vi kan gøre for at forhindre vores ydelser i at blive brugt til at forårsage skade eller sprede had, siger Facebooks vicepræsident, Guy Rosen.
Skrevet af Ritzau
16. maj 2019 12:14

Det oplyser Facebook i en pressemeddelelse.

Udmeldingen kommer, før en række verdensledere onsdag mødtes i Paris for at diskutere deling af voldeligt og ekstremistisk indhold på sociale medier.

Blandt de deltagende var Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og New Zealands premierminister, Jacinda Ardern.

Sidstnævnte er gået hårdt ind i kampen om at dæmme op for onlinevold.

Årsagen er et angreb på to moskéer i den newzealandske by Christchurch. 51 personer blev dræbt i angrebet, som blev delvist transmitteret på Facebook.

- Efter de forfærdelige terrorangreb i New Zealand har vi kigget på, hvad vi kan gøre for at forhindre vores ydelser i at blive brugt til at forårsage skade eller sprede had, siger Facebooks vicepræsident, Guy Rosen.

Han oplyser, at folk fremover vil få forbud mod at benytte sig af Facebook Live i en given periode, hvis de overtræder nogle af Facebooks regler.

Teknologigiganter som Facebook, Google, Microsoft og Twitter deltog alle i onsdagens topmøde i den franske hovedstad.

/ritzau/Reuters