Facebook begynder forsøg med at skjule antal likes

I Australien vil Facebook-brugere opleve, at antallet af likes på andres opslag vil blive skjult.
Foto © : Enoc vt [Public domain]
Skrevet af Ritzau
27. september 2019 08:59

Facebook er begyndt et forsøg med at skjule antallet af likes på opslag i Australien.

Det oplyser det sociale medie fredag.

Facebook-brugere på tværs af Australien vil blive blokeret fra at se antallet af likes, reaktioner og videovisninger på andres opslag fra fredag, men brugerne vil stadig kunne se, hvordan der reageres på deres egne opslag.

Forsøget har til hensigt at dæmpe presset, som folk kan føle på grund af sociale medier.

Facebook skal ikke følges som en konkurrence

- Vi ønsker ikke, at Facebook skal føles som en konkurrence, oplyser Facebook i en meddelelse.

- Det her er en test for at se, hvordan folk reagerer på det nye format.

- Vi håber at lære fra det her over tid. for at se om vi skal rulle det bredere ud, lyder det endvidere.

Facebook oplyser ikke, hvor længe forsøget skal køre.

Mia Garlick, politisk chef for Facebook i Australien, oplyser til mediet The Guardian, at det er for tidligt at sige, om testen vil rulle ud i andre lande.

På Instagram skjules også likes

Mere end en milliard mennesker verden over bruger Facebook, men sociale medier er blevet kritiseret for, at deres platforme kan påvirke brugernes mentale helbred negativt.

Facebook ejer også det sociale medie Instagram, og allerede i sommer begyndte et forsøg med at skjule likes på Instagram.

Det startede med test i Canada, og blev rullet ud til Australien, Brasilien og flere andre store markeder.

/ritzau/AFP