Fabrikslukninger er velovervejede
Det er ikke nogen uovervejet beslutning der ligger bag den midlertidige lukning af de to fiskefabrikker i henholdsvis Nuussuaq og Upernavik Kujalleq. Grunden er slet og ret, at de ikke har fryselagerkapacitet til en hel vinters indhandling af hellefisk.
Skrevet af Peter Troelsen
De tidligere år, hvor Upernavik Seafood har holdt deres fabrikker åbne i vinterperioden, har man været nødt til at lukke i april måned og frem til det første skib ankom. Det skete på grund af at lagrene var helt fyldte.
-Dette har været en urentabel fremgangsmåde for selskabet. derfor har vi valgt at vende situationen i år, så vi fra 1. marts forventer at kunne indhandle resten af året, siger direktøren for Upernavik Seafood A/S Flemming Andersen.
Han tilføjer at selskabet er i dialog med kommunen hvor man prøver at finde den bedste løsning. Både nu og her og i fremtiden.