Fabriksansat: Fedt med begge køn på arbejdspladsen

Mens ligestillingen halter i toppen af grønlandsk erhvervsliv, så står det bedre til med kønsfordelingen på "gulvet". På Royal Greenlands fabrik i Nuuk er der næsten lige mange mænd og kvinder til at ordne fisk, rejer og stenbiderrogn. Og det er helt bevidst.
13. april 2010 12:51

Rejer vejes, hældes på poser og pakkes i kasser. Det er Ulloriannguaq Hansen på 22 år, der med et snuptag pakker rejerne. Ligesom de andre mænd og kvinder i det kolde pakkerum på Royal Greenlands fabrik i Nuuk har han kedeldragt, plasticforklæde og hårnet på.

Han har arbejdet på fabrikken en måned og synes, at det er helt cool, at der er ligestillingspolitik.

- Jeg synes, at det er fint. Vi laver meget forskelligt - nogen gange kvindearbejde med små ting og andre gange mandearbejde med store tunge ting, siger Ulloriannguaq Hansen.

Hvis de arbejder hurtigt, kan de pakke næsten et ton rejer. Men så mange bliver det ikke til i dag. Ved middagstid kommer der et nyt læs stenbiderrogn, som skal ordnes i stedet for. Og så er der lønudbetaling, så alle runder lige kontoret for at hente en lønseddel - og det er noget, der kan få smilet frem under hårnettet.

- Der er altid glæde, når de får lønsedlerne udleveret, siger driftsassistent Henriette Bistrup og tilføjer, at der også er ligeløn på fabrikken.

De eneste, som får tillæg, er truck- og kranførerne. Lige nu er der 8 kvinder og 12 mænd ansat på fabrikken, og Henriette Bistrup har ansvaret for at ansætte begge køn - fifty-fifty, som hun siger:

- I dag har vi nogle maskiner, der kan skære hovederne af fiskene, og dermed er mange ting blevet lettere for kvinderne. Og så tager mændene det tunge arbejde, forklarer Henriette Bistrup, som er overbevist om, at ligestillingspolitikken er med til at skabe et godt arbejdsmiljø.

- De er gladere i stedet for at være negative, og begge køn arbejder godt sammen, siger hun.

Og dét med et godt arbejdssammenhold lader til at holde stik ude i det kolde pakkerum, hvor Ulloriannguaq Hansen er i gang med at sætte gaffa-tape på papkasserne med rejer.

- Vi har det sjovt, når vi har pauser og kender hinanden meget godt. Det er fedt, siger han.