Førtidspensionen får et løft

Fra 1. juli får førtidspensionister 1000 kroner mere om måneden før skat. Og ydelsen følger fremover priserne på varer i butikkerne, så modtagerne ikke får udhulet deres levegrundlag.
15. april 2010 19:24

Førtidspensionisternes udbetaling har ligget fast siden 1998, selv om priserne på mælk, brød og andre dagligvarer er steget. Men det skal være slut nu, siger naalakkersuisoq for sociale anliggender Maliina Abelsen:

- I 1998 fik en førtidspensionist udbetalt 88.000 kroner om året. Og det gjorde de også sidste år, selv om prisen på deres huslejer for eksempel er steget. Derfor er det nødvendigt, at førtidspensionisterne også får noget mere nu.

Ud over de 1000 kroner mere om måneden og pristalsregulering af førtidspensionen, bliver udbetalingen til en ægtefælle også forlænget til 2 måneder efter pensionistens død. Herved risikerer den efterladte ikke pludseligt at mangle penge til for eksempel at betale sin husleje.

Løftet af førtidspensionerne vil koste Landskassen 17 millioner kroner om året.

Under gårsdagens 1. behandling af ændringsforslaget i Inatsisartut efterlyste Demokraterne et mere smidigt system, så de førtidspensionister, der er i stand til at arbejde på deltid, kunne gøre det og så få mindre udbetalt i ydelse. Til det siger Maliina Abelsen:

- Koalitionspartierne har lige fra begyndelsen sagt, at der skal komme en reform af førtidspensions-området, fordi der ligger et uanvendt arbejdspotentiale hos førtidspensionisterne. Der er faktisk en del af dem, der gerne vil arbejde.

Hun fortæller, at selve arbejdet med at reformere førtidspensionen går i gang, efter at skatte og velfærdskommissionen er kommet med sine anbefalinger i maj 2011.

Torsdag sendte et flertal i Inatsisartut ændringsforslaget om førtidspensionerne videre til familieudvalget.