Første kvinder på podiet

Medaljehøsten ved AWG har sneget sig op på 21: 6 guld, 8 sølv og 7 bronzemedaljer.
Skrevet af Martine Lind Krebs
21. marts 2014 07:23

Snowboarderen Jonas Strømsted kom endelig øverst på podiet, da han tog guld i disciplinen arctic air i går. Han havde forinden fået 2 bronzemedaljer.

De første kvindelige atleter er også kommet på podiet. Nemlig 15-årige Mia Fleischer, der i går opnåede sølv i Dene Games disciplinen finger pull, samt 16-årige Nivi Nielsen, der vandt bronze i samme disciplin.

Samtidig har de grønlandske Inuit og Dene Games-deltagere øget medaljehøsten. 20-årige Aqqalu Sørensen opnåede sølv i fingerpull. Benediktus Lange er oppe på to sølvmedaljer i Inuit Games disciplinerne airplane og one hand reach. Jens Jørgen Lange høstede endnu en medalje i går, nemlig bronze i finger pull. Det samme gjorde Tonny Fisker med en søvmedaljer i one foot high kick torsdag, og han tog desuden en bronze i triple jump onsdag , hvilket bringer ham op på en medaljehøst på 4 medaljer. Desuden er han sikker på medalje i det samlede resultat.

Desuden tyder alt på et godt resultat for de grønlandske bordtennisspillere. Efter de første 16 indledende kampe, var 15 spillere og doublepar gået videre til semifinalerne.

Landstræner Niels Nielsen tipper på, at det kan føre til omkring 10 grønlandske medaljer ved dagens finaler.

- Vores største konkurrent er Rusland, som vi skal møde i semifinalerne. De grønlandske spillere har vist sig at være væsentligt bedre end Nunavut og Nunaviks spillere, siger han til KNR.

Bordtennisspiller Ivik Nielsen fik i går en pin for god sportsånd. Den uddeles af dommerne i samarbejde med den internationale AWG komité.