For første gang: Science Week er skudt i gang i Nuuk
I denne uge afholdes Science Week for første gang nogensinde i Nuuk.
Fra 1. til 5. december vil der være mere end 50 arrangementer for 220 deltagere fra 15 lande. Temaet for arrangementet er Connecting Communities and Science – altså at forene lokalsamfund og forskning.
Dagen i dag startede med velkomst fra Jess Svane, der er naalakkersuisoq for erhverv, energi, forskning og arbejdsmarked.
Han understregede vigtigheden af forskning i landet for både landets udvikling, samfundet og erhververvslivet.
I løbet af dagen er der oplæg om, hvordan man inddrager oprindelige folks viden i forskningen og paneldebat om at skabe netværk i lokalsamfund i forbindelse med forskning. Der er også introduktion til Grønlands Klima Research Center og oplæg om, hvordan man kommunikerer om klima til verden.
LÆS OGSÅ Hajer, hunde og robotter: Første grønlandske polarforskerdag er 4. december
I eftermiddag vil fem unge forskere fortælle om deres ph.d. afhandlinger. Det handler om alt fra mikropartikler i mad, til velvære i Grønland, og hvordan politikerne prioriterer økonomien i folkeskolen.
Dagen i dag er for de 220 deltagere, men i morgen er der et langt program, som er åbent for alle.
Fra klokken 10 til 19 vil der være oplæg, interaktive events og en udstilling i Katuaq, hvor både børn og voksne er velkomne.
Arrangementet er tænkt som en mulighed for befolkningen til at få et indblik i den forskning, der foregår i Grønland og resten af Arktis.