For første gang i 40 år: Svalbard oplever 20 grader

Svalbard, et af de nordligst beboede områder i verden, er lørdag et af de varmeste steder i Norge.
Ifølge det norske medie NRK er det første gang i 40 år, at der er målt over 20 grader på Svalbard
Skrevet af Ritzau
25. juli 2020 13:34

Der er lørdag målt over 20 grader i øgruppen Svalbard, i det arktiske område nord for Norge.

Det skriver det norske medie NRK.

Ifølge NRK er det første gang i 40 år, at der er målt over 20 grader på Svalbard. Det er også anden gang nogensinde.

Omkring klokken 14.30 i dag sneg temperaturen på Svalbard sig op på 20,7 grader.

Dermed kan lørdagens vejr meget vel komme til at slå rekorden på 21,3 grader, der blev målt 16. juli 1979, siger norsk statsmeteorolog Magnus Ovhed.

Magnus Ovhed fortæller, at der omvendt er målt omkring 15 grader i det sydlige Norge. Svalbard er altså et af de varmeste steder i Norge denne lørdag, lyder meldingen.