Følelsesladede høringer igang hos stammefrænder

Canadiske Inuit og indianere, der har været misbrugt i kostskolerne, deltager nu i høringer.
Skrevet af Rune Langhoff
24. marts 2011 13:28

Den canadiske Sandheds- og Forsoningskommission blev oprettet i 2007 med det formål at rejse landet rundt og høre fra Inuit og indianere om det psykiske og seksuelle misbrug, de havde været ude for på kostskoler fra midten af tresserne til omkring 1980.

Kommissionen afholder nu høringer i 19 nordlige byer og bygder. Den startede i Inukjuaq den 15. marts og har siden da været til Kuujjuaq og Rankin Inlet. Hvert sted er de lokale Inuit inviteret til at komme og fortælle kommissionen om, hvad de gik igennem som børn.  De kan vidne offentligt eller privat.

Høringerne er meget følelsesladede når de nu ældre Inuit står offentligt frem og for første gang fortæller om misbruget og mishandlingerne, de led under, og om de psykiske sår, det har efterladt.

Peter Irniq, som sidder i kommissionen på dets nordlige rejse udtaler til Radioavisen at han flere gange selv har brudt sammen og grædt når han lytter til vidneudsagnene om voldtægt, straffe for at tale Inuktitut, eller om børn der var totalt isoleret fra deres kultur, deres sprog og deres forældre. Peter Irniq, der også arbejder med unge kriminelle Inuit, udtaler videre, at mange af disse unge netop er kommet fra hjem, hvor forældrene har været misbrugt og mishandlet på kostskolerne. Målet med høringerne er at få sandheden frem om denne mishandling, så at det aldrig sker igen og at prøve at forsone Inuit med sig selv og med andre canadiere. Det fortæller vores korrespondent i Canada Marianne Stenbæk.