Færre volds- og sædelighedsforbrydelser

Antallet af anmeldelser af volds- og sædelighedsforbrydelser er faldet de sidste par år. Det skriver politiet i deres virksomhedsberetning.
Foto © : Modelfoto/KNR
01. juli 2009 12:30

Antallet af anmeldelser af volds- og sædelighedsforbrydelser har været stigende i perioden 1998-2002. Fra 2005 og frem til 2008 var der et fald på 666 anmeldelser.

Der har, igennem de seneste fem og seks år, været en øget fokus på sædeligheds- og voldssager. Det lyder i beretningen, at denne forøgede fokus nu kan have ført til en større forståelse i befolkningen og dermed fået antallet af anmeldelser til at falde.

Bodil Karlshøj Poulsen, afdelingschef i Paarisa tror, at den øgede og brede indsats har hjulpet.

- Det glæder mig utrolig meget, at antallet er faldet, fordi det er alvorlige ting. Men vi har ikke nogen undersøgelser som kan vise hvorfor antallet er faldet. Jeg er tilbøjelig til at hælde mig til politiet og sige, at der har været rigtig meget fokus på området, både fra centralt hold men også lokalt for der har været større eller mindre kampagner. Men det jeg gerne vil nævne, det er at folkeskolerne i mange byer har været meget aktive omkring spørgsmålet. I 2007 blev der lavet temadag, hvor en lang række folkeskoler satte fokus på emnet og hvor børnene arbejdede med det men også gik på gaderne med bannere for at gøre opmærksom på børns ret til egen krop. Men der har været meget fokus, der har været meget indsats og jeg tror, at det er den brede indsats der nu hjælper, siger afdelingschef i Paarisa, Bodil Karlshøj Poulsen.

Paarisa afholdte første gang en konference for fagfolk omkring vold og seksuelmisbrug tilbage i 1998.