Færre torsk vil give flere rejer

Fiskerirådet har på sit møde i torsdags, den 9. oktober, bakket op om Grønlands Arbejdsgiverforening - GA’s - forslag om øget torskefiskeri ud for Vestgrønland. Det skriver Fiskerirådets formand Petrus Biilmann i en pressemeddelelse i dag.
Skrevet af Karsten Sommer
12. oktober 2014 15:46

Forslaget er tænkt som en art "konstruktiv kompensation" for den nedgang i rejekvoterne, som biologerne i deres anbefalinger i sidste uge lagde op til.

Her anbefalede biologerne at dette års kvote på 80.000 tons rejer, til næste år nedsættes til 60.000 tons; altså en nedgang på 25 %.

Eftersom de vestgrønlandske torsk formodes at æde omkring 15.000 tons rejer årligt - rejer, som fiskerne, fabrikkerne og dermed hele det grønlandske samfund altså går glip af, var der ved mødet i Fiskerirådet enstemmig opbakning til GA´s plan om større torskefiskeri, en plan, som på forhånd har fået støtte fra KNAPK, Royal Greenland og Polar Seafood Greenland.

Biologerne fraråder ellers at der fiskes torsk i de udenskærs område i Grønland til næste år, i et forsøg på en forsvarlig genopbygning af torskebestanden.

Men planen fra GA opererer med, at tempoet for genoprettelsen sættes noget ned, gennem fiskeri af 25.000 tons torsk årligt.

Det vil betyde et årligt indhug på bestanden på godt 11 %, hvilket de indvolverede parter mener kan forsvares inden for de biologiske rammer, skriver Fiskerirådet.

- Vi mener faktisk, at der er mange flere torsk derude, end biologerne siger, sagde formanden for Brancheudvalget for Fiskeri, Henrik Leth til KNR i mandags.

Fiskerirådet vil derfor anbefale etablering af en arbejdsgruppe, som inden midten af november skal præsentere Fiskeridepartementet for løsningsforslag til TAC´en for rejer samt for andre fiskerarter i 2015.

Samtidig understreger Fiskerirådet dog, at løsningsforslaget ikke må blive en trussel mod den MSC-certificering af det vestgrønlandske rejefiskeri, som blev opnået i 2013, skriver formanden for Fiskerirådet, Petrus H. Biilmann i en pressemeddelelse i dag.