Færre tænder smøgen

Der bliver færre og færre rygere i Grønland. Det oplyser naalakkersuisoq for sundhed Agathe Fontain.
Skrevet af mlk
05. oktober 2009 09:53

Mere end et kilo tobak pr. indbygger. Så meget er tobaksforbruget her i landet faldet siden 1996. Ifølge tal fra Skattestyrelsen indtog hver indbygger over 14 år gennemsnitligt 3.585 gram i 1996. I 2008 var dette tal faldet til 2.296 gram.

Også andelen af unge, der har prøvet at ryge, har været konstant faldende siden 1994, selv om en større andel af de unge i 2006 indrømmer, at de ryger hver dag i sammenligning med i 2002.

Tobakslovgivningen blev ændret i 2004, hvor det blev forbudt at sælge tobak til unge under 18 og påkrævet, at det var røgfrie miljøer på blandt andet skoler. Naalakkersuisut agter at stramme rygelovgivningen yderligere ved forårssamlingen 2010 ved at begrænse rygning i det offentlige rum. Ligeledes undersøger Naalakkersuisut, om der bør sættes skræmmebilleder på cigaretpakkerne.