Færre ledige

Langt om længe ser det nu ud til at ledigheden falder her i landet. Arbejdsløsheden i landets byer i november måned i år, faldt med 358 personer i forhold til november 2011.
Skrevet af Karsten Sommer
17. december 2012 05:14

Faldet i ledigheden er et resultat af den ekstraordinære indsats for ledige, som kommunerne sammen med Selvstyret har igangsat, siger medlem af Naalakkersuisut for Erhverv og Råstoffer, Ove Karl Berthelsen. 

En indsats som Piareersarfiit, arbejdsmarkedskontorerne og brancheskolerne i fællesskab igangsatte i august måned som led i arbejdsløshedsbekæmpelsen.

Samlet set forventes det, at 1440 personer er sat i gang med vejledning, opkvalificering, faglige kurser eller uddannelse inden udgangen af 2012.

Det handler dels om ved hjælp af revalidering at få indsluset de ledige, der i længere tid har stået uden for arbejdsmarkedet og har behov for genoplæring for at kunne fungere i et job. Og derudover en række faglige kurser for ledige, målrettet de nye væksterhverv f. eks. råstof- og turismeområderne.

Og som noget nyt er der iværksat initiativer målrettet de unge, der efter folkeskolen ikke går i gang med en uddannelse.

Ove Karl Berthelsen ser de nye ledighedstal som tegn på at det går den rette vej, og at den positive udvikling i ledigheden vil kunne fastholdes, siger han i en pressemeddelelse.