Færingerne vil bore efter grønlandsk olie

Faroe Petroleum vil med i et eventuelt grønlandsk olieeventyr. I disse dage er selskabet i Nuuk.
Skrevet af Najaaraq Egede
04. november 2009 04:51

Selskabet undersøger under et tre-dages besøg i Grønland, om der er interesse blandt private virksomheder for at stifte et grønlandsk olieselskab sammen med Faroe Petroleum.

Selskabets møde med medlemmer af Nuuk Arbejdsgiverforening sker i dag onsdag klokken 16 i GA's mødelokale.

- De har henvendt sig til os, fordi de gerne vil mødes med forskellige aktører inden fro erhvervslivet, og det har vi så lovet at formidle for dem, siger GA's direktør Henrik Leth.

I Nuuk har op imod 25 virksomheder meddelt, at de gerne vil komme og høre på.

- Det synes vi da lyder meget tilfredsstillende. Faroe Petroleum er et lille olieselskab, men det er da stort ud fra de ting vi kender. De har en samlet værdi på over en milliard danske kroner på børsen, hvor de er noteret, siger han.

Selskabet har også interesse i sammen med de lokale at investere i et grønlandsk olieselskab.

- I GA forventer vi ikke, at der ligefrem kommer et eller andet ud af det, og at vi har stiftet selskab. Men jeg forventer da, at vi er blevet lidt klogere på, hvordan de har gjort det på Færøerne. Vi kan forhåbentlig lære noget og måske arbejde sammen med det her firma, siger Henrik Leth.

Tre personer fra Faroe Petroleum holder blandt andet møder med Råstofdirektoratet, Nuna Oil, advokater og andre virksomheder. Hvis et grønlandsk olieselskab oprettes, vil den kunne søge om licenser i de to kommende runder på Grønland, det såkaldte West Greenland licensrunden i 2010.