Færdig med studierne, i dag skal det fejres

Uddannelse - uddannelse - uddannelse. Det er mantraet for Grønland i disse år. Og derfor er det en god dag på Ilimmarfik Instituttet ved Ilisimatusarfik i dag, hvor 5 kandidater og hele 23 bachelorer modtager deres eksamensbeviser ved en højtidelighed her til formiddag.
Skrevet af Karsten Sommer
22. februar 2013 07:23

De fem kandidater afslutter en 5-årig uddannelse, mens de 23 bachelorer afslutter 3 år på Ilimmarfik.

- Dem, vi sender ud i dag er modne og engagerede studerende, der helt sikkert vil blive til gavn i samfundet, i en tid hvor der er vildt brug for uddannede unge, siger institutleder Klaus Georg Hansen til Radioavisen.

De mange afslutningsopgaver spænder vidt - lige fra analyser af KNR´s grønlandsksprogede programmer, storskalaprojekter og tanker om grønlandsk selvstændighed, til analyser af musikeren Ole Kristiansens sange, ligestilling mellem mænd og kvinder her i landet og beskrivelse af samfundet omkring Kalaaliaraq - Brættet - med overskriften "et samfund i samfundet".

Højtideligheden foregår fra klokken 10 her til formiddag i overværelse af de studerendes familier, hvoraf mange er kommet tilrejsende fra alle egne af landet, for at hylde deres nyuddannede familiemedlem.