Færøsk toppolitiker vil ikke vaccineres

Jenis av Rana er uddannet læge. Han sender et uheldigt signal til færingerne, når han siger, at han ikke vil have en coronavaccine endnu, mener lagmand.
Jenis av Rana er nummer to fra venstre. Her mødes han med Pele Broberg, Jeppe Kofod og den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken. Foto © : Scanpix
Skrevet af Christine Hyldal
21. maj 2021 14:12

Den færøske landsstyremand i udenrigsanliggender vil ikke vaccineres mod corona. 

Det skriver Det Færøske Nyhedsbureau.

Jenis av Rana er uddannet læge – og når han ikke vil vaccineres, sender det et uheldigt signal til færingerne, mener lagmand Bárður á Steig Nielsen.

Landsstyremand Jenis av Rana, som er formand for kristelige Miðflokkurin (Centrumpartiet), har sagt til Vp.fo, at han ikke vil vaccineres. Han er nemlig bange for, om der kan være bivirkninger på længere sigt.

Han vil dog ikke udelukke, at han kan blive vaccineret, når han kender bivirkningerne bedre.

LÆS OGSÅ Medie: Ledere sprang foran i vaccinekøen på Færøerne

Færøerne har indtil nu kun modtaget vaccinen fra Pfizer.

Dermed går landsstyremanden imod anbefalinger fra det landsstyre, som han er en del af. 

– Vi kender alt for lidt til langtidsbivirkningerne fra de vacciner, som er på markedet, siger Jenis av Rana.

Lagmanden Bárður á Steig Nielsen fra Sambandspartiet kalder sagen for ”uheldig”.

– At der er forskellige holdninger mellem landsstyrefolk er ikke noget nyt, men selvfølgelig er det forstyrrende, at et landsstyremedlem kommer offentligt ud med sin holdning. Vi vil tage sagen op, og det skal ikke ske igen, siger Bárður á Steig Nielsen til Kringvarp Føroya.

På Førøerne har 671 været smittet med corona. En enkelt af dem er død. 

I Grønland har 34 været smittede. To er smittede lige nu - alle andre er raske igen.