Færøsk medie fik forbud mod at bringe lydoptagelse: - Jeg er i syv sind
En lydoptagelse, der afslører indholdet af et møde mellem den færøske lagmand Bárdur Nielsen og den kinesiske ambassadør Feng Tie i Danmark er blevet til en stor sag.
Lydoptagelsen blev optaget af det færøske medie Kringvarp – men mediet må ikke offentliggøre optagelsen. Det færøske landsstyre har nemlig besluttet at nedlægge et fogedforbud.
Og mandag har Landsstyret så indleveret en stævning til retten for at få dommeren til at opretholde fogedforbuddet for at forhindre, at lydoptagelsen af det hemmelige møde bliver offentliggjort.
Det skriver Berlingske.
Det sker i en tid, hvor Færøerne er på nippet til at afgøre, om den kinesiske telegigant Huawei skal stå for landets nye 5G netværk.
Forbud 22 minutter før udsendelse
Sagen begyndte for en uge siden, da en dommer nedlagde fogedforbud mod optagelsen bare 22 minutter før, Kringvarp ville bringe den i tv-avisen. Lyden var optaget på et møde mellem den færøske lagmand og den kinesiske ambassadør 11. november.
Indtil videre har Kringvarp respekteret fogedforbuddet, men nu overvejer Georg L. Petersen, der er nyhedschef på Kringvarp, at bryde det. Det fortæller han til DR’s P1 Morgen.
LÆS OGSÅ Færingerne flirter med omdiskuterede Huawei
- Skal vi bryde loven som public service-station på Færøerne, hvor vi vel skal respektere landets love – eller skal vi blive ved med at respektere det?. Det strider mod alle mine grundprincipper som journalist at ligge inde med oplysninger, der er af så stor offentlig interesse som kan have betydning for alle de færøske borgere. Jeg er i syv sind, siger Georg L. Petersen til P1 Morgen.
Huawei og handel
Kringvarp har bekræftet - uden at bruge de forbudte optagelser - at samtalen handlede om både Huawei som mulig leverandør af 5G-netværk til Færøerne og handelsforbindelserne mellem Kina og Færøerne.
På grund af fogedforbuddet må nyhedschefen ikke fortælle, hvad der er på lydoptagelsen, men:
- Jeg må ikke udtale sig om, hvorfor det er sprængfarligt – men vores handel med Kina er ret omfattende. Vi eksporterer for, jeg tror 600 millioner kroner om året, og det er meget i færøsk sammenhæng, siger han.
- Vi har også forsøgt at få en frihandelsaftale. Det er meget vigtigt at have en god samhandel med Kina, siger Georg L. Petersen.