Færøsk kommune sender 200.000 kroner til Qaasuitsup Kommunia
Runavikar Kommune har i årtier været venskabsby med Uummannaq, og nyheden om flodbølgen ved Nuugaatsiaq og dens ødelæggelser, kom som et chok, skriver kommunens borgmester Tórbjørn Jacobsen i en meddelelse til sin kollega, Ole Dorph i Qaasuitsup Kommunia.
- Når mennesker lever så tæt på naturen, som vi gør her i Nordatlanten, er vi fra tid til anden udsat for naturkræfternes rasen og ødelæggelser, skriver Torbjørn Jacobsen.
- Men at livsbetingelserne fuldstændig forsvinder, som det er sket i Nuugaatsiaq, kræver solidaritet, og al den hjælp der kan findes, fortsætter borgmesteren på vegne af sin kommunalbestyrelse.
- Derfor har vi enstemmigt besluttet at støtte genopbygningen i Nuugaatsiaq med 200.000 kroner, som skal ses som en hjælpende hånd fra jeres venner i Runavikar Kommune, slutter borgmester Torbjørn Jacobsen sit brev til Ole Dorph.
Runavikar Kommune ligger på Eysturoy og har cirka 3.800 indbyggere.