Færøerne vil tættere på EU

Selv om striden om sildekvoter har fået det til at slå gnister mellem Færøerne og EU, så vil det lille øsamfund i fremtiden gå målrettet efter at blive en del af EU's indre marked.
Skrevet af Ritzau
08. august 2013 03:27

Det fortæller Færøernes lagmand, Kaj Leo Holm Johannesen, i dag til Politiken. Han mener det vil give færingerne bedre muligheder for at handle med varer og arbejdskraft.

Lagmanden har ellers gennem mange måneder ligget i diplomatisk krig med EU om de sildekvoter, som i sidste uge fik EU-Kommissionen til at indføre handelssanktioner over for Færøerne.

Men Kaj Leo Holm Johannesen satser på snarlig forbrødring.

- Når vi har løst sildesagen, går vi direkte ind i forhandlinger med EU om at få en ny aftale, siger han til Politiken

Færingerne satser således på at finde en forhandlingsløsning på sildestriden og undgå de sanktioner, som EU vedtog i sidste uge, og om sidenhen har udløst massive protester på Færøerne.

Ifølge Kaj Leo Holm Johannesen har sagen været diskuteret med statsminister Helle Thorning-Schmidt, som ifølge lagmanden er "positiv og med på ideen".

EU-professor Marlene Wind finder det naturligt, at Færøerne ønsker en tættere tilknytning til EU. Men hun finder tidspunktet for Færøernes offensiv mærkværdigt.

- Det er lidt pudsigt, at man først ligger i strid med EU og så lige bagefter vil med i det indre marked, siger Marlene Wind til Politiken.