Færøerne tjener stort på russisk boykot

Færøske fiskere indtager efterhånden en nøglerolle på det russiske marked for laks, sild og makrel på grund af Ruslands boykot af EU.
Foto © : Stig Nygaard/Flickr Creative Commons
Skrevet af Inge S. Rasmussen
21. august 2015 08:03

Med stigende fiskepriser og færre konkurrenter har Færøerne kurs mod rekordeksport, skriver Berlingske Business.

Rusland er nu den største aftager af færøsk fisk, herunder frisk laks, sild og makrel.

Eksporten har indbragt over 700 millioner kroner i valutaindtægter, viser helt nye eksporttal fra Færøernes statistiske kontor.

Den 13. august satte Rusland også Island på sin sanktionsliste og dermed udelukkede russerne den sidste reelle europæiske konkurrent.

Det russiske marked kan gå hen og blive særdeles indbringende for Færøerne, vurderer en analytiker.

Også den færøske fiskeriforening forventer vækst på det russiske marked.

 

Eneste leverandører i Nordatlanten til Rusland

- Det er klart, at der vil komme flere makrel fra Færøerne og Grønland, der er de eneste leverandører i Nordatlanten til Rusland, siger Jógvan Jespersen, der er direktør i fiskeriforeningen Farose Pelagic Organisation.

Formanden for Ruslands fiskeriforening - Alexandr Fomin - forventer prisstigninger på det russiske marked på op til 20 procent fordi der er udsigt til mangel på laks, sild og makrel.

Især er prisen på laks steget i Rusland og det fører til efterspørgsel i de lande, som ikke er omfattet af den russiske embargo.

- Derfor føres der forhandlinger med Færøerne og Grønland, siger Alexandr Fomin til Berlingske Business.