Færøerne flytter valgdato til 31. oktober

Færøerne anmodede i et brev statsministeren om at lade færingerne afholde folketingsvalg 31. oktober.
Bárdur Steig Nielsen (forrest i midten) er lagmand på Færøerne. Foto © : Scanpix
Skrevet af Ritzau
10. oktober 2022 10:18

Færøerne får lov til at flytte afholdelsen af folketingsvalget. Det er et flertal af Folketingets partier blevet enige om.

Det bekræfter indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Masen over for Ritzau.

- Der er nu truffet endelig beslutning om, at Færøerne kan afholde folketingsvalget 31. oktober i stedet for 1. november.

Færøerne anmodede i et brev til statsminister Mette Frederiksen (S) om at lade færingerne afholde valget 31. oktober, én dag før resten af Rigsfællesskabet.

Lørdag blev der indkaldt til møde blandt Folketingets partier, der skulle drøfte anmodningen.

Mindedag for omkomne på havet

Ifølge Færøernes lagmand, Bárdur Steig Nielsen, har det mødt særdeles negative reaktioner, at folketingsvalget skal afvikles 1. november. Det skrev han i brevet til statsministeren.

Det er nemlig en særlig dag på Færøerne, hvor man mindes dem, der har mistet livet på havet.

LÆS OGSÅ Færøerne overvejer at bede om lov til at stemme en anden dag

Statsminister Mette Frederiksen (S) var ikke klar over, at der var en sørgedag i vejen for at afholde folketingsvalg på Færøerne den 1. november.

- Når man som statsminister udskriver et valg, så stiller man altid spørgsmålet: "Er der noget til hinder for, at valget kan afholdes på denne her dato?" Og jeg er ikke blevet gjort opmærksom på, at der var noget til hinder for det, siger hun.

Det er sket før, at Færøerne har fået lov til at afholde folketingsvalg en anden dag.

Stemmer offentliggøres dagen før

Christian Rabjerg Madsen regner med, at valgresultatet fra Færøerne bliver offentliggjort om aftenen den 31. oktober - altså dagen før valget i Danmark.

- Det følger af den færøske valglov, at stemmerne skal optælles og offentliggøres umiddelbart efter valghandlingen. Så det går jeg ud fra kommer til at ske, siger han.

Ministeren bekymrer sig ikke om, at det kan påvirke resten af valget.