Færøerne er igen coronafri

I alt har der været 658 tilfælde af corona på Færøerne. De 657 er raske igen. En person er død.
Færøerne er – ligesom Grønland - et af de få lande i verden, hvor smitten med covid-19 ikke er udbredt blandt befolkningen. Foto © : Begemot/Flickr Commons
Skrevet af Christine Hyldal
01. marts 2021 15:42

Nu er Færøerne coronafri ligesom Grønland. 

Det er første gang siden 3. juli sidste år, at Færøerne ikke har haft en eneste dokumenteret smittet. 

Sådan lød meldingen fra de færøske myndigheder fredag aften. 

- Det er gode nyheder. Vi har gjort mange ting rigtige på Færøerne. Vores bedste beslutning har været at holde fast i vores oprindelige plan og teste, opspore og isolere, siger leder af landstyret på Færøerne, Bárður á Steig Nielsen, fredag i en pressemeddelelse.

Dermed er Færøerne – ligesom Grønland - et af de få lande i verden, hvor smitten med covid-19 ikke er udbredt blandt befolkningen.

Smittetal steg i juleferien

Ifølge det færøske nyhedsbureau har øerne oplevet høje og lave smittetal flere gange. Smitten steg kraftigt i midten af marts 2020. Færøerne blev igen coronafri i maj, men smitten blussede op i juli og august.

Henover efteråret har smittetallene været forholdsvis lave, men i juleferien steg smittetallet endnu engang.

Selv om Færøerne endnu engang er coronafri, så minder landslægen om, at færingerne stadigvæk skal passe på.

LÆS OGSÅ Fem unge danskere flyver til Færøerne og går direkte i byen

– Vi får smitte igen, fordi vi får det udefra, og vi er specielt urolige for de mere smitsomme og sygdomskaldende varianter, som er dominerende i Europa, siger landslæge Lars Fodgaard Møller til Kringvarp Føroya.

– Vi skal fremover stadigvæk holde os væk fra større forsamlinger og have god hygiejne. Vi risikerer at sætte det hele over styr, hvis vi åbner det hele op nu. Der skal bare en superspreder til med en smitsom variant, så kan det gå meget galt, understreger Lars Fodgaard Møller.

Otte priocent har fået første vaccinestik

Som rejsende til Færøerne skal man tage en coronatest, når man ankommer og holde sig hjemme eller på sit hotel, til svaret er kommet.

Herefter er der en anbefaling om at holde sig for sig selv, indtil man den sjette dag tager en ny test. Hvis den er negativ, kan man ifølge anbefalingerne frit bevæge sig rundt.

I alt har der været 658 tilfælde af corona på Færøerne. En person er død.

Otte procent af befolkningen har fået første vaccinestik, og knapt fem procent er færdigt vaccineret.

I Grønland har 8,9 procent af befolkningen over 16 år fået mindst et stik med vaccine.