Få lokale arbejdsansøgere til Cairn overrasker SIK

I en tid hvor mange grønlændere er arbejdsløse har Cairn Energy svært ved, at finde grønlandsk arbejdskraft. Det overrasker formanden for SIK, Jess G. Berthelsen.
Skrevet af Ivik Kristiansen
13. januar 2014 12:08

Det skotske olieselskab efterspørger flere grønlændere, der søger arbejde hos dem.

Jess G. Berthelsen opfordrer derfor Cairn Energy til at kontakte de grønlandske myndigheder og interesseorganisationer.

- Vi blev selvfølgelig meget overasket da vi så overskriftet. Jeg er selvfølgelig ked af, at Cairn Energy ikke kunne få arbejdskraft her fra Grønland, fordi vi jo har en meget stor arbejdsløshed p.t. Så derfor er alt arbejde så at sige af interesse, siger Jess G. Berthelsen.

I 2010, hvor Cairns aktiviteter i Grønland var på sit højeste, var kun 7,1 procent - altså lidt over hver tyvende af Cairns borebisser her fra landet.

Altså, hvis der er 14 ansatte i Cairn Energy, så er der kun en enkelt grønlænder på lønningslisten.

Jess G. Berthelsen opfordrer nu Cairn Energy til, at tage kontakt til myndighederne og andre interesseorganisationer.

- Brug en anden metode, eller gør det på en anden måde. Der mener jeg at vi alle sammen har pligt til at, vi samarbejder med Cairn og prøve at få de unge, eller andre, til at interessere sig for at tage arbejde. Arbejdsgiverne, arbejdstagerne, kommunerne og selvstyret  må selvfølgelig have en vis interesse for, at arbejdsløsheden, på alle måder, bliver minimeret her i Grønland. Og derfor kan vi måske samarbejde med Cairn, med at se hvilke muligheder, der er for at få arbejdskraft herfra, siger formanden for SIK.

En del af jobbene har været enkle praktiske job, andre har krævet en videregående uddannelse. Oliesektoren kan generelt lokke med højere løn, så det er en gåde for Cairn, hvorfor der ikke, er flere lokale, der melder sig, når der er opslag.

- Men mit indtryk er, at de grønlandske unge rigtig gerne vil blive i deres nærområde. Men hvis man arbejder på en borerig, skal man gøre sig klar over, at boresæsonerne er korte og flytter hele tiden, siger den regionale direktør for Cairn Energy, Ian Watt, til Sermitsiaq.

Men Jess G. Berthelsen tror ikke, at det er en hindring for de unge i Grønland, at jobbene i oliebranchen betyder, at man skal rejse meget.

- Det må være mere interessant for de unge mennesker, sådan så de også kan opleve noget andet. Jeg er godt klar over, hvis man skal arbejde indenfor det område, så kan det godt være at man dagen efter måske også skal ned til Brasilien, eller andre steder hen. Og derfor hvis man også vil opleve noget, så burde der være en vis interrese fra de unge mennesker, at tage et stykke arbejde indenfor Cairn, siger Jess G. Berthelsen.