Exit Steen Lynge

Atassuts politiske næstformand har i fuld offentlighed trukket sig fra partiets hovedbestyrelse. Og selv om en konkret sag udløste Steen Lynges beslutning, bunder den i, at han er grundlæggende uenig med sin formand i, hvordan partiet skal drives.
Skrevet af Mads Fisker
10. februar 2011 05:58

Formand Gerhardt Petersen understregede i middagens radioavis, at bestyrelsen bærer en del af ansvaret for, at Atassut ikke får et eneste forslag bragt til behandling på forårets samling.

 

Og det blev altså dråben, der fik bægeret til at flyde over for partiets politiske næstformand, der mener at have gjort alt, hvad der stod i hans magt for at Atassuts politik på dagsordenen.

 

Men årsagen til Steen Lynges exit stikker langt dybere, understreger han.

 

- Det er mere et udtryk for, at Gerhardt og jeg har forskellige opfattelser af, hvordan man skal styre et parti, siger Steen Lynge.

 

Atassuts nu forhenværende politiske næstformand ønsker ikke at forklare disse omstændigheder nærmere.

 

- Jeg vil ikke uddybe det. Og jeg vil ikke kaste med mudder. Jeg står stadig inde for Atassuts politik, men den konkrete sag har bare udløst min idé om, at vi har to forskellige måder at ville køre et parti på, siger han.

 

Og i det som Steen Lynge kalder den konkrete sag, der altså fik bægeret til at løbe over, mener han sammen med organisatorisk næstformand Hans Lyberth at have gjort alt, hvad de kunne for at få forslag til samlingen i hænderne; i tide til at gennemarbejde dem tilstrækkeligt til, at Inatsisartuts formandsskab ville acceptere dem.

 

Næstformændene har således ifølge Steen Lynge gentagne gange rykket for forslagene, der ifølge partiets formand blev afvist af Inatsisartuts formandsskab netop med begrundelse i, at de ikke havde den fornødne kvalitet.

 

- Jeg mener, at det største ansvar ligger hos vores medlemmer i Inatsisartut, og så har vi en formand, hvor jeg helst så, at man som den højeste i hierarkiet tager det fulde ansvar, siger Steen Lynge.

 

Og denne formand er forundret over Steen Lynges beslutning, særligt måden bruddet nu er sket på.

 

- Jeg er meget ked af, at han ikke har snakket med mig om det. Jeg fik bare den mail, som han også sendte til jer. Jeg er selvfølgelig ked af, at det gik på den måde og føler, at vi kunne have snakket om tingene, siger Gerhardt Petersen.

 

Han holder i øvrigt fast i, at hele bestyrelsen må påtage sig ansvaret for, at det ikke er lykkedes Atassut at få omsat sine politiske ideer til forslag, som i formandsskabets optik var duelige til overhovedet at komme på dagsordenen under forårets samling.

 

Og så skal det lige understreges, at vi først for ganske kort tid siden fik Steen Lynges begrundelse for, at han nu har trukket sig fra sit hverv.

 

Formand Gerhardt Petersen har derfor ikke haft mulighed for at give sin udlægning af de forskellige syn på at drive et parti, som hans nu forhenværende næstformand giver udtryk for.