Evakueringer er startet i Japan

Flere lande opfordrer nu deres borgere til at forlade hovedstaden Tokyo på grund af risikoen for radioaktiv stråling fra atomkraftværket Fukoshima.
17. marts 2011 06:08

USA har allerede indledt en evakuering af regeringsmedarbejdere fra hovedstaden. Det sker fordi det endnu ikke er lykkedes at få situationen på atomkraftværket under kontrol.

De japanske myndigheder kæmper fortsat med at få værkets reaktorer kølet ned ved at kaste vand på dem fra helikoptere. Så længe de er overophedet, spyr de nemlig radioaktivt materiale ud i omgivelserne.

Det danske udenrigsministerium fraråder nu samtlige rejser til Japan. Men det skandinaviske luftfartsselskab SAS som har en afgang fra København til Tokyo i eftermiddag regner med at gennemføre flyvningen. Blandt andet for at hjælpe skandinavere ud af Japan.