EU vil have et arktisk center

EU-Parlamentet opfordrer nu EU-Kommissionen til at etablere et EU-Arktis Center. Og det foreslås, at Rovaniemi i det nordlige Finland skal være centrum for et særligt forskningsnetværk, som skal sikre et mere solidt videnskabeligt grundlag for fremtidens politiske beslutninger om Arktis.
10. juni 2011 06:16

Ifølge direktør Bernhard Friess fra EU's generaldirektorat for Maritime Anliggender og Fiskeri har kommissionen taget godt imod parlamentets forslag, der skal realiseres i tæt samarbejde med Nordisk Ministerråd.

Han understreger, at EU har en forpligtelse til ikke blot at fremme forskningsmæssige og kommercielle aktiviteter i Aktis, men også til at påtage sig ansvaret for EU's økologiske fodspor i Arktis.

Ifølge Berlins Økologiske Institut skyldes op til 45 procent af soden og 24 procent af al kviksølv i Arktis udslip fra EU-landene. Soden forøger smeltningen af is, og kviksølv udgør en trussel mod eksistensgrundlaget for de indfødte befolkninger, som er stærkt afhængige af fiskeri.

Ifølge eksperter vil etableringen af et Arktisk EU-center være velkommen.

- De indfødte befolkninger i Arktis er mistænksomme over for EU's intentioner og skeptiske på grund af uenigheder i forbindelse med sæl- og hvalfangst. Man har indset, at der er visse uoverensstemmelser mellem EU's støtte til økonomisk udvikling og en mangel på forståelse for de faktiske forhold i Arktis, lyder det blandt andet fra videnskabeligt hold.