EU varsler ny fiskeripolitik

Mange millioner tons fisk går hvert år til spilde, fordi de bliver smidt tilbage i havet fra europæiske fiskekuttere. Det vil EUs fiskerikommisær nu sætte en stopper for ved at tvinge fiskere til at tage al fangsten med sig i land.
Skrevet af Mads Fisker
08. juni 2011 07:25

Samtidig skal de europæiske fiskefartøjer videoovervåges, så myndighederne kan kontrollere, at fiskerne ikke smider bifangster over bord.

Den danske fødevareminister Henrik Høegh er ubetinget glad for kommissærens forslag, og han mener, at systemet også kan blive en fordel for fiskerne. For hvis man kommer det massive udsmid til livs, er der plads til, at fangstkvoterne bliver større end de nuværende landingskvoter.

Alene i Nordsøen har beregninger vist, at der hvert år bliver smidt omkring 500.000 tons fisk tilbage i havet, hvoraf kun de færreste overlever.