EU støttede Grønland ved CITES-afstemning

Det var EU-landene, der bakkede Grønland, Canada, Norge og Rusland op i spørgsmålet om forbud mod salg af isbjørneprodukter.
Skrevet af mlk
19. marts 2010 06:57

Det oplyser departementschef Amalie Jessen fra Departementet for Fangst og Fiskeri.

FN's organ for handel med truede dyrearter CITES nedstemte i går et amerikansk forslag om at stoppe al handel med isbjørneprodukter. Stemmerne fordelte sig med 62 imod, 48 for og 11, der undlod at stemme.

Nu afventer Grønland og de andre isbjørnenationer spændt et nyt møde i næste uge, hvor gårsdagens afgørelse skal behandles igen. Der er to mulige udfald af dette møde. Enten genbekræftes resultatet fra i går, eller også stiller USA et nyt forslag.

Og netop det sidste er der ifølge departementschefen forlydender om, at USA vil gøre.

- Et ændret forslag vil møde langt større massiv modstand fra de øvrige isbjørnelande, skriver Amalie Jessen i en pressemeddelelse. Det vil nemlig ikke bare betyde stop for eksport af isbjørneprodukter, men også et forbud mod trofæjagt.

I øjeblikket har Grønland et frivilligt eksportstop af isbjørneprodukter på grund af en såkaldt negativ bæredygtighedserklæring fra 2008.