EU spænder ben for klagesag

EU har forhindret verdenshandelsorganisationen WTO i at behandle en klage fra Norge i sagen om importforbud af sælprodukter.
Skrevet af Louise M. Kleemann
31. marts 2011 15:42

Norge har krævet, at importforbuddet bliver efterforsket i WTO's tvistbilæggelsesorgan, da det, ifølge Norge, er i strid med handelsbestemmelserne i WTO.

Norge er ikke medlem af EU og har derfor rejst sagen i WTO. Men på mødet i WTO´s tvistbilæggelsesorgan i sidste uge lykkedes det EU at få punktet udsat.

Norge mener, at tvisten ikke alene handler om sælprodukter, men også  om WTO-medlemmers ret til at handle med havets ressourcer generelt.

Norske diplomater havde forud for mødet rejst spørgsmålet i et andet WTO-organ, nemlig et udvalg, der beskæftiger sig med tekniske handelshindringer, TBT.

Men heller ikke dér, ville EU bøje sig for de norske argumenter.

EU-forbuddet har også skabt interne stridigheder i den islandske regering. Den EU-venlige udenrigsminister Össur Skarphéðinsson , havde - ifølge det norske ABC News -  først afvist at støtte Norge og Canada mod EU​​.

Men det endte med at Island i sidste øjeblik alligevel gav sin fulde opbakning, da landbrugs- og fiskeriminister Jón Bjarnason den 25. marts afleverede en støtteerklæring til Norge og Canada til WTOs tvistbilæggelsesorgan.