EU-penge til uddannelsesområdet

Finansieringsaftalen om EU's bidrag på uddannelsesområdet har sikret landskassen 200 millioner kroner i år.
14. juni 2010 05:13

For at få udbetalt de mange millioner skal Grønland leve op til en række målsætninger på uddannelsesområdet.

Vurderet på baggrund af sidste år lader det ikke til at være et problem: Her levede Grønland nemlig op til 97 procent af de opstillede mål, oplyser Departementet for uddannelse i en pressemeddelelse.

I 2007 indgik Grønland og EU en partnerskabsaftale, hvor unionen forpligtede sig til at støtte Grønland med 200 millioner uddannelseskroner hvert år frem til 2013.

Og det er finansieringsaftalen om disse penge for i år, der blev underskrevet i fredags. Repræsentationschef Lida Skifte Lennert skrev under for Grønland, mens EU-kommissionens direktør Gary Quince underskrev på EU's vegne.

Partnerskabsaftalen er i øjeblikket ved at blive evalueret. Næste år skal en ny aftale for perioden 2014-2020 genforhandles.

EU støtter hvert år Grønland med cirka 320 millioner kroner. Det svarer til omkring 5,3 procent af alle Selvstyrets indtægter i år.