EU-parlamentets næstformand støtter grønlandsk sælfangst

Europaparlamentets næstformand Diana Wallis kæmpede forgæves mod EU importforbud på sælprodukter. Og hun er stadig villig til at støtte den grønlandske sag.
Skrevet af mlk
07. februar 2010 15:56

Grønland får opbakning fra Europaparlamentets næstformand Diana Wallis, når det gælder retten til sælfangst. Det erfarer Inatsisartuts Udenrigs- og Sikkerhedpolitiske udvalg, der netop har været på orienteringsrejse i Bruxelles.

- Hun sagde hun vil støtte os fremover i vores arbejde og stadig være kontaktperson for os i EU, siger formanden for Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk udvalg Justus Hansen efter mødet med Diana Wallis.

- Diana Wallis har prøvet at hjælpe os hele vejen i gennem. Hun har meget stor indflydelse, men desværre ikke nok til at overbevise parlamentsmedlemmerne til at stemme imod importforbuddet i sin tid, siger han.

Kommissionen arbejder lige nu på en registreringsordning for de sælskind, som skal eksporteres til EU under den såkaldte inuitundtagelse. Skind fra inuitfangst er nemlig de eneste, som må komme ind på det europæiske marked efter at EU i november indførte import-forbud for sælprodukter. Men indtil videre er der ikke lavet nogle retningslinjer for, hvordan det kan dokumenteres, at et skind er fanget på inuit-manér. Senest til august skal registreringsordningen ligge klar.

Men Justus Hansen mener ikke, at det behøver være så svært. For man kan for Grønlands vedkommende bare bruge den eksisterende ordning fra Great Greenland, siger han.

- Vi har allerede en ganske udemærket ordning via Great Greenlands registrering. Når den professionnelle fanger afleverer sit skind har han fangerbevis og det hele kører gennem Great Greenlands system, så det kører allerede perfekt. Så der skulle ikke være merudgifter for EU eller Grønland, siger Justus Hansen.

Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg har på turen også drøftet blandt andet Grønlands fremtid som OLT-land samt EU-støtte til uddannelse.