EU-ministre vil straffe russere for fængsling af Navalnyj

På et møde mandag er EU's udenrigsministre blevet enige om at indføre sanktioner mod Rusland.
Navalnyj, der er præsident Vladimir Putins største rival, blev anholdt i januar, da han vendte hjem fra Tyskland. Her var han blevet behandlet efter at være blevet forgiftet med nervegiften Novitjok. Foto © : Maxim Shemetov/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
22. februar 2021 14:26

EU's udenrigsministre er mandag nået frem til en "politisk aftale" om at indføre sanktioner mod Rusland efter fængslingen af systemkritikeren Aleksej Navalnyj.

Det siger diplomatiske kilder til nyhedsbureauerne dpa og AFP.

Den endelige liste, over hvilke personer der bliver ramt af sanktioner, skal nu færdiggøres af EU's udenrigschef, Josep Borell.

Det oplyser en højtstående diplomat til AFP.

LÆS OGSÅ Russisk trussel om brud med EU vækker uro

Navalnyj, der er præsident Vladimir Putins største rival, blev anholdt i januar, da han vendte hjem fra Tyskland. Her var han blevet behandlet efter at være blevet forgiftet med nervegiften Novitjok.

Navalnyj hævder, at Ruslands efterretningstjeneste stod bag.

Han blev ved hjemkomsten anholdt for ifølge myndighederne at have brudt regler i forbindelse en betinget dom, han fik tilbage i 2014.

Senere - i begyndelsen af februar - blev han sendt i fængsel, da en domstol ændrede en betinget dom på tre et halvt års fængsel til en ubetinget straf.