EU-lov sætter flysikkerheden i fare

Piloter og kabinepersonale frygter, at der vil ske en forringelse af flysikkerheden, efter at EU har vedtaget en lov, der tillader flyselskaber at pålægge piloter og kabinepersonale en 60 timers arbejdsuge i op til tre uger i træk. Fagforeninger fra 22 EU-lande har indledt kampagnen 'Dødtræt', for at sætte en stopper for den nye lov. Også den grønlandske flybesætnings fagforening FFG er med i kampen.
09. oktober 2009 13:32

RETTET: FFG, den grønlandske flybesætnings fagforening, forsøger sammen med flybesætningernes fagforening i Danmark at råbe de danske politikere og Statens Luftfartsvæsen op for at få ændret EU-lovgivningen. Ellers frygter de, det får konsekvenser for flysikkerheden.

- Det kan gå ud over flysikkerheden når folk bliver trætte, siger Ove Grødem, formand for flybesætningernes fagforening i Grønland, FFG.

Han henviser til en videnskabelig undersøgelse, der siger, at hvis arbejdsdagen kommer op på mellem 10 og 12 timer, så øges risikoen for fejl og dermed ulykker med op til 70 procent.

Og han kan allerede nævne foruroligende fejl, som er sket på grund af netop træthed. I Keflavik var et fly ved at køre af banen, og i Asien har en dansk pilot regnet startvægten forkert med 100 tons, forklarer Ove Grødem.

Den nye lovgivning for piloter kom sideløbende med at lastbilchauffører i Europa fik nye hvileregler. Lastbilchaufører må nu højst køre ni timer om dagen og 45 timer om ugen, hvor piloter må flyve 14 timer om dagen og 60 timer i ugen. Det finder Ove Grødem uansvarligt.

- Der skulle helst være strengere regler for at flyve med mennesker, end der skal være for at køre med gods og svin, fastslår han.

Ove Grødem understreger dog, at piloterne i sidste ende er ansvarlige for at bevare flysikkerheden. De har stadig selv pligt til at sige fra, hvis de føler sig for trætte og finder det uansvarligt at flyve.

For at sætte trumf på kampagnen udsendte piloterne et vækkeur til samtlige 179 medlemmer af Folketinget i mandags, som nødvendigt ekstraudstyr til besætningen på deres næste flyvetur. Kampagnen har da også givet afkast, og besætningsmedlemmernes fagforeninger er indkaldt til møde hos trafikminister Lars Barfoed 23. oktober.