EU foreslår forbud mod dybhavsboringer

EU vil forbyde nye dybhavsboringer efter olie i europæiske farvande.
Skrevet af Karsten Sommer
15. juli 2010 15:42

Forslaget, som EU´s energikommisær er kommet med, skyldes olieudslippet i den mexicanske golf.

Det er nye dybthavsboringer i Nordsøen, Sortehavet og Middelhavet som EU´s energikommisær Günther Öttinger nu vil have sat en stopper for.

Det vil nemlig være en god ide, siger han.

Nye regler og nye sikkerhedsstandarder vil faktisk hjælpe olieindustrien, for det vil genskabe tilliden efter det fatale olieudslip i golfen. Og desuden er der intet påtrængende behov for nye boringer på dybt vand i år, siger Öttinger.

Energikommissæren mødtes igår med 22 oliefirmaer, og han peger på Norge, der ikke er med i EU, som det gode eksempel.

Norge har som Europas største olieproducent stoppet for nye dybthavsboringer, og hvis Norge kan gøre det, kan EU også, siger han.

Olieindustrien slår sig dog i tøjret. Michael Engel Jensen, direktør i den internationale sammenslutning af olie- og gasproducenter, siger at industrien er imod et stop, før der er klarhed over årsagerne til BP-udslippet.

- Vi har ikke fundet svagheder i vores sikkerhedsordninger, som har fået os til at standse boringer i Europa, siger han.

EU-kommissionen er dog fast besluttet på sit krav om bedre sikkerhed.

Öttinger vil nu tale med alle EU-lande, for at få dem med på et stop. Desuden overvejer han forslag om at oliefirmaer skal bevise, at de har pengene til at betale for skaderne efter et olieudslip.

Spørgsmålet er bare om han kan komme igennem med kravene? Det er nemlig EU-landenes regeringer og Europaparlamentet, som skal beslutte det. Og i givet fald vil det tage mindst to år, før nye regler kan være på plads.