Et minuts stilhed

Klokken otte imorges -klokken tolv i Skandinavien- blev der i Skandinavien holdt et minuts stilhed for ofrene for fredagens massakre i Oslo.
Skrevet af Karsten Sommer
25. juli 2011 08:11

Markeringen skete først og fremmest i Norge, men statsministrene i både Danmark og Sverige opfordrede til at samme markering af solidaritet med Norge, også sker i deres lande.

Samtidig var det i dag klokken 9 - klokken 13 i Norge, at gerningsmanden til massakren, en 32-årig norsk mand, blev fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Oslo.

Det norske politi havde krævet, at dørene skulle være lukkede, fordi politiet ikke ønskede at give sigtede mulighed for at sprede sin ideologi, som  ifølge ham selv var grunden til at han begik massakren i fredags, en massakre der indtil nu har kostet 97 mennesker livet.

Den 32-årige ønskede selv åbne døre ved grundlovsforhøret, og ville også gerne møde op i fuld uniform.
Det er også i dag kommet frem at den norske kronprinsesse Mette-Marits stedbror, er blandt dødsofrene efter fredagens skudmassakre på Utøya, det rapporterer flere norske medier.

Den 51-årige Trond Berntsen var politimand, og blev ifølge vidner skudoffer nummer to, da gerningsmanden Anders Behring Breivik gik i land på Utøya fredag eftermiddag.

Ifølge flere vidner forsøgte Berntsen at stoppe Breivik, men gerningsmanden skød den ubevæbnede politibetjent, der var frivillig civilvagt på øen og havde medbragt sin 10-årige søn.

Sønnen overlevede massakren og bliver hjulpet af et krisehold.