Et farvel betyder helt farvel

Jens B. Frederiksens beslutning om at vende ryggen til politik betyder, at man ikke vil høre ham kommentere på politik fremover. Et farvel er og bliver et farvel.
Skrevet af Peter Troelsen
29. januar 2014 11:12

Det bliver ikke i en rolle som klummeskriver i en avis eller som politisk kommentator man fremover vil se noget til Jens B. Frederiksen. Hans farvel til landspolitik fra 15. marts betyder total tavshed i offentligheden, når det gælder politiske emner.

-Jeg vil fremover også være menigt medlem af Demokraterne, men jeg vil på intet tidspunkt kommentere på de ting, der sker i det politiske liv. Jeg mener det er rigtigst ikke at blande sig i noget, man selv har forlad frivilligt, siger Jens B. Frederiksen.

Han har fuld tiltro til afløserne i Inatsisartut og han kalder Anda Uldum, der er favorit til at overtage formandsposten efter Frederiksen og Michael Rosing, der overtager posten som Inatsisartutmedlem, for dygtige unge mennesker, der nok skal sikre Demokraterne god vind fremover.